Endnu en gang har parcelhusreglens krav om ”tjent til bolig” været genstand for nærmere prøvelse i en skattesag. Spørgsmålet var, om to selvstændige ejerligheder i samme ejendom kunne tjene til bolig for skatteyderen på samme tid.
16. september 2025 | SKATTER OG AFGIFTER
I den omhandlede skattesag (sagsnr. 21-0097339) havde skatteyder først erhvervet en lejlighed i stueetagen på en ældre herskabsbolig. Efter et halvt års tid kom lejligheden på første sal til salg, og skatteyder besluttede sig for også at erhverve denne lejlighed. Herefter rådede familien over hele ejendommen og indrettede sig med køkkenalrum, stue m.v. i stueetagen, mens soveafdelingen var på førstesalen.
Eftersom der fortsat var tale om to selvstændige ejerlejligheder, ønskede skatteyder at sikre sig, at en eventuel avance ved et kommende salg af den samlede ejendom var skattefri.
Skatteyder anmodede derfor Skattestyrelsen om et bindende svar herpå. Til skatteyderens store overraskelse var Skattestyrelsen af den opfattelse, at alene lejligheden i stueetagen kunne sælges skattefrit. En eventuel avance ved salg af lejligheden på første sal ville derimod ikke være skattefritaget efter reglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 (parcelhusreglen), idet lejligheden på førstesalen – ifølge Skattestyrelsen – måtte anses som en supplerende helårsbolig.
Det var herefter et krav ifølge administrativ praksis, at lejligheden havde været ”… anvendt af arbejdsmæssige eller af helbredsmæssige årsager”. Dette krav opfyldte skatteyderen ikke, idet lejligheden udelukkende havde været anvendt til beboelse af familien.
Klageinstansen har nu ændret Skattestyrelsens afgørelse og fastslået, at en eventuel avance ved salg af lejligheden på førstesalen også vil kunne ske skattefrit efter parcelhusreglen. Der er i den forbindelse henvist til, at det af lovens ordlyd og forarbejder fremgår, at beboelse er det grundlæggende krav for skattefritagelse efter parcelhusreglen. Henset til, at familien har anvendt både lejligheden i stueetagen og lejligheden på førstesal til beboelse, vil en eventuel avance ved et kommende salg af den samlede ejendom derfor ikke skulle beskattes.
Har du behov for hjælp?
Hvis du måtte blive involveret i en skattesag, der drejer sig om, hvorvidt en fortjeneste ved salg af et hus eller en lejlighed er skattefri eller ej, og du ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os. Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi i vidt omfang adgang til de positive, utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af en klagesag.
Hvordan kontaktes Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma?
Vi er tilgængelige 24/7 på både e-mail og telefon. Uden for almindelig åbningstid er du velkommen til at kontakte de angivne kontaktpersoner nedenfor.
Du er også meget velkommen til at anvende vores kontaktformular, hvorefter du hører fra os indenfor 24 timer.
TVC Advokatfirma er det sikre valg til skattesager og afgiftsmæssige problemstillinger – uanset størrelse, kompleksitet eller instans.
Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder du har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.