Arbejdsudleje – regler, skat og ansvar for danske virksomheder
Arbejdsudleje er et område, som Skattestyrelsen har et betydeligt og vedvarende fokus på, og hvor kontrollen i praksis er intensiv. For danske virksomheder, der benytter udenlandsk arbejdskraft, kan det få store økonomiske og retlige konsekvenser, hvis skattemyndighederne vurderer, at der foreligger arbejdsudleje. En sådan kvalifikation kan medføre krav om efterbetaling af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag – ofte med tilbagevirkende kraft – og i visse tilfælde også ansvarsvurdering og strafansvar.
Hvad er arbejdsudleje?
Arbejdsudleje kan foreligge, når en udenlandsk arbejdstager udfører arbejde her i landet for en dansk virksomhed, men er ansat hos en udenlandsk arbejdsgiver. Der er tale om en selvstændig skattemæssig vurdering.
Det er ved den skattemæssige vurdering af, om der foreligger arbejdsudleje, afgørende, om den danske virksomhed efter en konkret vurdering – baseret på en række nærmere kriterier – kan anses for den reelle arbejdsgiver i relation til det udførte arbejde.
Vurderingen af, om den danske virksomhed kan anses for den reelle arbejdsgiver, er en helt konkret vurdering, som beror på de samlede faktiske omstændigheder i det enkelte tilfælde.
Vurderer Skattestyrelsen, at der er tale om arbejdsudleje – i modsætning til at arbejdet anses for leveret af en selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed (entreprise) – kan den danske virksomhed blive forpligtet til at indeholde og afregne arbejdsudlejeskat samt arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget for arbejdet.
Hvornår foreligger der arbejdsudleje?
Der foreligger arbejdsudleje, når en udenlandsk arbejdstager udfører arbejde i Danmark for en dansk virksomhed, og arbejdet anses for at være integreret i den danske virksomheds forretningsområde, og arbejdet efter en konkret vurdering ikke anses for tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed til selvstændig udførelse af den udenlandske virksomhed. Det afgørende er, om den danske virksomhed kan anses for den reelle arbejdsgiver i relation til det udførte arbejde, uanset at arbejdstageren formelt er ansat hos en udenlandsk arbejdsgiver.
Vurderingen beror på en konkret og samlet bedømmelse af de faktiske forhold, herunder parternes aftalegrundlag.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger arbejdsudleje, beror på en skatteretlig kvalifikation af det konkrete samarbejde mellem den danske og den udenlandske virksomhed. Skattestyrelsen foretager i den forbindelse en selvstændig belysning og vurdering af de faktiske forhold, herunder parternes aftalegrundlag.
I praksis indebærer dette, at skattemyndighederne godt kan vurdere, at der i skattemæssig henseende foreligger arbejdsudleje, selv om den danske og den udenlandske virksomhed betegner og opfatter samarbejdet som entreprise.
Skattemyndighedernes argumentation for, at der foreligger arbejdsudleje, er typisk helt overordnet, at:
• udenlandsk arbejdskraft har udført arbejde i Danmark,
• arbejdet anses for integreret i den danske virksomheds forretningsområde,
• arbejdet anses ikke for tilstrækkeligt udskilt til den udenlandske virksomhed,
hvorfor den danske virksomhed efter en konkret vurdering må anses som den reelle arbejdsgiver.
Vores erfaring er, at skattemyndighedernes vurderinger ofte bygger på et ufuldstændigt, misforstået eller forenklet billede af de faktiske forhold og/eller det juridiske grundlag. Der er derfor ofte god grund til at forholde sig kritisk til skattemyndighedernes vurdering.
Den skattemæssige kvalifikation foretages inden for en fast juridisk metode, som danner rammen for vurderingen i den enkelte sag.
Det beror på en konkret vurdering, om en udenlandsk medarbejder anses som arbejdsudlejet til en dansk virksomhed, eller om arbejdet anses udført af en selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed. Den skattemæssige vurdering af, om der foreligger arbejdsudleje eller om den udenlandske virksomhed udøver selvstændig virksomhed, foretages efter en trinvis metode.
Første trin i vurderingen er, om det arbejde, den udenlandske arbejdskraft udfører, er integreret i den danske virksomheds forretningsområde. Integrationskriteriet angår arbejdets karakter og funktion og tager sigte på, om arbejdet udgør en naturlig og løbende del af virksomhedens drift. Hvis arbejdet ikke er integreret i den danske virksomheds forretningsområde, falder forholdet uden for arbejdsudlejereglerne.
Hvis arbejdet derimod anses for integreret i den danske virksomhed, går vurderingen videre til andet trin, hvor det undersøges, om arbejdet efter en konkret vurdering er tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed til den udenlandske virksomhed. I denne vurdering indgår flere momenter, hvor der fokuseres på, i hvilket omfang den udenlandske virksomhed bærer et ansvar og en økonomisk risiko for arbejdets udførelse og resultat. Ved denne vurdering indgår alle relevante oplysninger om parternes samarbejde og deres aftalegrundlag. Vurderes arbejdet konkret at være tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed, foreligger der ikke arbejdsudleje.
Når Skattestyrelsen foretager den skattemæssige vurdering af, om der foreligger arbejdsudleje, tager vurderingen udgangspunkt i to-trins-vurderingen beskrevet ovenfor.
I praksis angår tvisten i arbejdsudlejesager oftest om arbejdet efter en samlet konkret vurdering kan anses for udskilt til den udenlandske virksomhed. Som led i denne samlede konkrete vurdering inddrages typisk flere af følgende kriterier:
1. Hvem har retten til at instruere den fysiske person om, på hvilken måde arbejdet skal udføres?
2. Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, hvor arbejdet udføres?
3. Har den formelle arbejdsgiver direkte afkrævet det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til?
4. Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personen?
5. Hvem bestemmer antallet af personer, der skal udføre arbejdet og deres kvalifikationer?
6. Hvem har retten til at udvælge den person, som skal udføre arbejdet og retten til at opsige den kontrakt, der er indgået med personen vedrørende arbejdet?
7. Hvem har retten til at pålægge personen sanktioner, der er relaterede til personens arbejde?
8. Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier?
