I en nyere domstolssag opnåede skatteyder medhold i, at denne ikke var rette indkomstmodtager af en række indsætninger på en konto oprettet i skatteyders navn – dette modsat vurdering af henholdsvis Skattestyrelsen, Landsskatteretten samt Skatteministeriet.
08. januar 2026 | SKATTER OG AFGIFTER
Det ses ikke sjældent, at en skatteyder udlåner sin konto til en kammerat, et familiemedlem eller et selskab, hvorefter der kan opstå tvivl om, hvem der er rette indkomstmodtager af de beløb, som måtte indsættes eller overføres til kontoen.
Dette var også tilfældet i en sag, som i november 2025 blev afgjort af domstolene (BS-11297/2025-GLO, BS-11304/2025-GLO og BS-11308/2025-GLO).
Nærmere om de konkrete sager, hvor den gennemførte beskatning blev tilsidesat
I sagerne havde Skattestyrelsen oprindeligt skønsmæssigt forhøjet skatteyders skattepligtige indkomst, momstilsvar og opgørelse af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag med i alt 2.352.075 kr. i indkomståret 2021, hvilket Landsskatteretten stadfæstede.
Heraf havde Landsskatteretten – i overensstemmelse med Skattestyrelsen – nærmere opgjort en omsætning af virksomhed til i alt 2.766.075 kr. i indkomståret 2021 baseret på indsætninger på en konto, som var blevet oprettet i skatteyders navn. Efter skatteyders forklaring var kontoen imidlertid alene oprettet til brug for tredjemands drift af virksomhed.
Til at understøtte denne forklaring, blev der i sagerne udarbejdet en meget omfattende sagsfremstilling samt fremlagt en stor mængde dokumentation for tredjemands anvendelse af kontoen.
Med afsæt i det tilvejebragte materiale fandt byretten efter bevisførelsen, at det i tilstrækkeligt omfang var understøttet af tidstro objektive kendsgerninger, at indsætninger for i alt 1.813.018,81 kr. ud af de 2.766.075 kr. hidrørte fra tredjemands virksomhed, hvorfor retten fandt, at skatteyder ikke havde erhvervet ret til den del af de indsætninger, som var tilgået kontoen oprettet i skatteyders navn.
Byretten fandt således, at Skattestyrelsens oprindelige skøn over skatteyders skattepligtige indkomst, momstilsvar og opgørelsen af den indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag – stadfæstet af Landsskatteretten – var baseret på faktuelt forkerte omstændigheder, og hjemviste med den begrundelse sagerne til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Sagerne viser med al tydelighed, at det er vigtigt at få professionel hjælp til at sikre en korrekt sagsførelse og indhente den nødvendige dokumentation, da dette kan få afgørende betydning for udfaldet af en sag.
Ankefristen udløb medio december 2025, og dommen er derfor endelig. Det er uvist, om Skatteforvaltningen offentliggør dommen.
Har Skattestyrelsen fejlagtigt beskattet dig af indsætninger på en bankkonto?
Så har du helt givet brug for professionel hjælp til at sikre en godt oplyst sag samt inddragelse af ikke-offentliggjort praksis, som kan bidrage til at løse sagen for dig.
Hos TVC Advokatfirma har vi stor erfaring med førelse af skattesager ved alle instanser, hvorfor vi derigennem har erfaring med netop at vurdere beviser og lægge den rigtige strategi for den enkelte skattesag.
Hvis du bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du meget velkommen til at kontakte os.