Skatteyder vandt skattesag om maskeret udlodning ved salg af ejerlejlighed til datter

I en nyere ikke-offentliggjort skattesag fandt Retten i Roskilde (BS-62301/2023-ROS), at der ikke var grundlag for at beskatte en far af maskeret udlodning i forbindelse med en ejendomsoverdragelse fra hans tidligere anpartsselskab til hans datter. Sagen viser, at et skattekrav fra Skattestyrelsen kan tilsidesættes, hvis sagen håndteres korrekt og dokumentationen er på plads.

24. juni 2026 | SKATTER OG AFGIFTER

Sagen angik nærmere en far, der siden 1984 havde været ejer af et anpartsselskab, som i 1994 havde erhvervet en ejerlejlighed på tvangsauktion og udlejet den til datteren via selskabet. Som følge af helbredsproblemer i 2017 ønskede faren imidlertid at afvikle sit selskab, hvorfor han i 2018 anmodede det daværende SKAT om et bindende svar om mulighederne for at sælge lejligheden til sin datter til den offentlige ejendomsvurdering på 2 mio. kr.

I det bindende svar besvarede Skattestyrelsen benægtende, at det var muligt for selskabet at sælge ejerlejligheden til datteren til en handelsværdi på 2 mio. kr., idet det var Skattestyrelsens opfattelse, at ejerlejlighedens reelle handelsværdi udgjorde 3.050.000 kr. Endvidere mente Skattestyrelsen, at selskabet og datteren måtte betragtes som interesseforbundne parter efter ligningslovens § 2.

Efter endnu et forsøg på at få et bindende svar, som blev afvist af Skattestyrelsen, besluttede faren sig i 2019 for at sælge selskabet med ejerlejligheden til en tredjemand. Det blev aftalt mellem faren og køberen, at køberen overtog anpartsselskabet og ejerlejligheden med det underliggende lejemål til en købesum på 1,9 mio. kr., og at køberen i den forbindelse var frit stillet i forhold til huslejestigninger og opsigelse af datteren inden for de begrænsninger, der fulgte af lejelovens beskyttelsespræceptive regler.

Køberen overtog anpartsselskabet den 10. februar 2019, men besluttede sig for at sælge ejerlejligheden ud af selskabet til datteren allerede den 1. maj 2019 til den offentlige ejendomsvurdering på 2 mio. kr., hvilket Skattestyrelsen anså for at være en omgåelse af det bindende svar fra 2018, hvorfor Skattestyrelsen udtog farens aktieindkomst til kontrol.

Skattestyrelsens skattekrav og det efterfølgende forløb
Skattestyrelsen forhøjede den 1. marts 2023 farens aktieindkomst med 1.050.000 kr., svarende til differencen mellem den aftalte købesum på 2 mio. kr. og den handelsværdi på 3.050.000 kr., som Skattestyrelsen havde vurderet i det bindende svar. Skattestyrelsen anså salget af selskabet til tredjemand for at være en konstruktion etableret af faren med henblik på at sælge ejerlejligheden videre til datteren.

Faren påklagede afgørelsen til Skatteankenævnet, der stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse i december 2023, med henvisning til at salget af ejerlejligheden til datteren måtte anses for at være forudsat allerede ved farens salg af selskabet til tredjemand, og at tredjemanden ikke kunne anses for at være en uafhængig part i den henseende.

Faren indbragte herefter med professionel bistand Skatteankenævnets afgørelse for Retten i Roskilde, hvor både køberen og datteren afgav vidneforklaring i sagen. Retten fandt efter bevisførelsen, at der ikke var holdepunkter for at antage, at salget af ejerlejligheden var sket på et tidspunkt, hvor faren havde bestemmende indflydelse i selskabet. Retten lagde betydelig vægt på, at faren ønskede at sælge selskabet som følge af helbredsmæssige problemer, og at prisfastsættelsen af selskabet derfor var forretningsmæssigt begrundet.

Da salget af ejerlejligheden til datteren ikke blev anset for at være sket mellem interesseforbundne parter, jf. ligningslovens § 2, blev farens påstand taget til følge. Farens aktieindkomst blev derfor nedsat med 1.050.000 kr.

Sagen illustrerer, at hovedaktionærer og -anpartshavere skal være særligt opmærksomme ved overdragelser mellem nærtstående og sikre dokumentation, i tilfælde af at skattemyndighederne måtte involvere sig i transaktionen.

Det vides endnu ikke, om Skatteforvaltningen vil offentliggøre sagen.

Har du brug for hjælp til skat eller en skattesag?
Hvis du bliver involveret i en skattesag om transaktioner med nærtstående, maskeret udlodning eller ønsker sikkerhed for, at der handles på armslængdevilkår, står vores skatteadvokater til rådighed for en vurdering af netop din sag.

Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi stor erfaring med sager mod Skattestyrelsen og adgang til positive utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af din sag. Kontakt os uforpligtende, hvis du har brug for hjælp til skat, en skattesag eller bistand fra en skatteadvokat.

Hvad drejer din henvendelse sig om?