Opkræver Gældsstyrelsen skattegæld, du ikke kender til?

Gældsstyrelsen forestår Skatteforvaltnings inddrivelse, og styrelsen har i de senere år intensiveret sin inddrivelse af gæld hos skatte- og afgiftsydere.

19. september 2025 | SKATTER OG AFGIFTER

Som inddrivelsesmyndighed er Gældsstyrelsen tillagt en lang række beføjelser, når det kommer til inddrivelse af gæld hos skatte- og afgiftsydere. Gældsstyrelsen kan blandt andet inddrive gæld hos skatte- og afgiftsydere via lønindeholdelse, modregning i overskydende skat samt foretage udlæg i fast ejendom, biler, personlige genstande m.v.   

Imidlertid sker det ikke sjældent, at Gældsstyrelsen ved sin inddrivelse opkræver skatter og afgifter, som skatte- og afgiftsydere ikke var bekendt med eksisterede eller som skatte- og afgiftsyderen troede var forældet.

I de tilfælde kan det være relevant at få afklaret:

·         Om gælden er forældet og dermed ikke længere kan inddrives

·         Om gælden udspringer af en skatteansættelse eller afgiftsperiode, der kan genoptages og ændres

·         Om gælden kan eftergives

Er gælden forældet?

Som udgangspunkt forælder et skatte- eller afgiftskrav efter 3 år. Imidlertid vedtog Folketinget tilbage i 2015 en særlovgivning, der medførte, at forældelsesfristen for gæld, der var til inddrivelse pr. 19. november 2015, blev udskudt. Dette således forældelsesfristen først løber fra den 20. november 2021. Dermed kan visse krav være forældet fra 21. november 2024.

Har du eller din virksomhed derfor modtaget et brev fra Gældsstyrelsen om inddrivelse af gæld, som du eventuelt ikke kendte til, kan det være relevant at afklare, hvorvidt gælden er forældet, da Gældsstyrelsen derved vil være afskåret fra at inddrive gælden.

Dette kan særligt være relevant, hvis den gæld, som Gældsstyrelsen vil inddrive, består af krav, der er opstået før november 2015.

Mulighed for genoptagelse af skatteansættelser

Det er ikke kun opkrævningen, der kan være relevant at undersøge. Den oprindelige skatte- eller momsansættelse, som gælden udspringer fra, kan være fejlbehæftet. Måtte det være tilfældet, f.eks. fordi Skatteforvaltningen har foretaget en forkert skønsmæssig ansættelse af skatter eller afgifter, som ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, så kan der være mulighed for at få genoptaget skatte- og/eller afgiftsansættelserne.

Hvis du har modtaget et brev om inddrivelse af skattekrav og/eller afgiftskrav fra Gældsstyrelsen kan det derfor ligeledes være relevant at få afklaret, hvorvidt der vil være grundlag for at anmode Skattestyrelsen om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse af de relevante indkomstår eller afgiftsperioder. Dette med henblik på at få ændret ansættelserne og således den hovedstol, som danner grundlag for inddrivelsen.

Mulighed for eftergivelse

Endelig kan det ligeledes være relevant at afklare, hvorvidt betingelserne for at få eftergivet gæld til det offentlige er opfyldte, dvs. om det er muligt at få gældssanering.

Det vil være muligt at anmode Gældsstyrelsen om eftergivelse af gæld til det offentlige, hvis situationen er den, at det ikke inden for en nærmere fremtid vil være muligt at betale gælden til det offentlige eller hvis der er personlige og sociale forhold som i særlig grad taler for dette.

Har du brug for hjælp efter at have modtaget et brev?

Har du modtaget et brev fra Gældsstyrelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige, er du velkommen til at kontakte os i Skatteafdelingen for en uforpligtende drøftelse af din situation. Dette med henblik på at få en vurdering af, hvordan den bedst håndteres.

Vi er altid tilgængelige, og er det sikre valg uanset sagens størrelse og kompleksitet.

Hvad drejer din henvendelse sig om?