I en nyligt afsluttet klagesag fik skatteyderen medhold i, at der var tale om skattefrie lån til trods for, at der ikke var udarbejdet låneaftaler
24. september 2025 | SKATTER OG AFGIFTER
I den omhandlede klagesag (sagsnr. 24-0090809), som blev afgjort for nylig, var spørgsmålet, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af en række pengeoverførsler til udlandet foretaget via Money Transfer samt en række indsætninger på sin bankkonto.
Skattestyrelsen havde til skatteyders store overraskelse vurderet, at overførslerne og indsætningerne på skatteyders bankkonto udgjorde skattepligtig indkomst. Heroverfor var det skatteyders opfattelse, at indsætningerne udgjorde tilbagebetaling af lån, som var skattefrie, samt at overførslerne til udlandet blev finansieret ved optagelse af lån.
I klagesagen fik skatteyderen medhold i, at det var dokumenteret, at lånene var skattefrie. Der blev i den forbindelse blandt andet lagt vægt på de afgivne forklaringer, som underbyggede, at de omhandlede beløb stammede fra henholdsvist lån fra venner og familie, gaver samt overførsler fra egne og børns opsparingskonti. Herudover blev der lagt vægt på, at skatteyderen havde fremlagt kontoudskrifter, der viste, at der var foretaget delvise tilbagebetalinger på lånene, og at der dermed var betalt afdrag.
Afgørelsens betydning
Afgørelsen er særlig interessent, da Skattestyrelsen ikke ofte kræver låneaftaler eller gældsbreve, når det skal dokumenteres, om der i henhold til statsskattelovens § 5 er tale om skattefrie indsætninger i form af lån.
I denne sag blev det dog tilstrækkelig dokumenteret på anden vis, at indsætningerne og videreoverførslerne til udlandet stammede fra lånte midler, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev annulleret til fordel for skatteyderen.
Afgørelsen forventes ikke offentliggjort af Skatteforvaltningen, herunder Skattestyrelsen og Skatteministeriet.
Gode råd
Sagen viser med al tydelighed, at det er vigtigt at få professionel hjælp til at sikre en korrekt sagsførelse, fremføre de korrekte synspunkter og indhente den nødvendige dokumentation, da dette kan få afgørende betydning for, om sagen vindes eller tabes.
Vi ved, at der kan opstå en række spørgsmål, når først Skatteforvaltningen sender et brev, og anmoder om en redegørelse for pengestrømme mv. på din eller din virksomheds konto. Vi står altid til rådighed og giver gerne svar på disse spørgsmål.
Står du selv med en lignende sag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os. Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi i vidt omfang adgang til de positive, utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af en klagesag.
Hvordan kontaktes skatteafdelingen i TVC Advokatfirma?
Vi er tilgængelige 24/7 på både e-mail og telefon. Uden for almindelig åbningstid er du velkommen til at kontakte de angivne kontaktpersoner nedenfor.
Du er også meget velkommen til at anvende vores kontaktformular, hvorefter du hører fra os indenfor 24 timer.
TVC Advokatfirma er det sikre valg til skattesager og afgiftsmæssige problemstillinger – uanset størrelse, kompleksitet eller instans.