Skal der betales skat af pengeoverførsler samt indsætninger på en bankkonto?
13. november 2025 | SKATTER OG AFGIFTER
I en nyligt afgjort klagesag fik skatteyderen fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for nogen beskatning vedrørende pengeoverførsler til udlandet samt indsætninger på skatteyderens bankkonto
I den omhandlede klagesag (sagsnr. 24-0048568), som blev afgjort for nylig, var spørgsmålet, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af en række pengeoverførsler til udlandet foretaget via en pengeoverførselsvirksomhed og af en række indsætninger på sin bankkonto.
Sagen ved Skattestyrelsen
Skattestyrelsen havde modtaget kontroloplysninger om, at skatteyder havde foretaget pengeoverførsler til udlandet, og havde tillige indhentet skatteyders bankkontoudtog. Ved Skattestyrelsens afgørelse af kontrolsagen blev skatteyderen beskattet af både pengeoverførslerne til udlandet og indsætningerne på sin bankkonto. Dette med den begrundelse, at Skattestyrelsen ikke fandt, at skatteyderen havde dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at midlerne til pengeoverførslerne stammede fra allerede beskattede midler eller skattefrie midler.
Heroverfor var det skatteyders opfattelse, at pengeoverførslerne i hovedsagen var sket med allerede beskattede kontante midler fra skatteyderen selv, ægtefællen og børnene, hvorfor overførslerne var sket med midler, der ikke var skattepligtige for skatteyderen. Det var desuden skatteyderens opfattelse, at de omhandlede indsætninger på hans bankkonto ikke var skattepligtige indsætninger. Skatteyderen påklagede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Klagesagen
I klagesagen fik skatteyderen fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for nogen beskatning af pengeoverførslerne til udlandet. Dels blev det vurderet tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skatteyderen havde haft en mundtlig kreditaftale med pengeoverførselsvirksomheden, og således at pengeoverførselsvirksomheden i vidt omfang havde foretaget overførslerne på kredit, hvorefter skatteyderen efterfølgende havde afdraget med kontante midler til pengeoverførselsvirksomheden. Dels blev det vurderet tilstrækkeligt sandsynliggjort, at midlerne til pengeoverførslerne stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler fra skatteyderen selv, ægtefællen og børnene.
I klagesagen fik skatteyderen også fuldt medhold i, at han ikke skulle beskattes af nogen af de omhandlede indsætninger på sin konto. Dels baseret på skatteyderens oplysninger og dokumentation for, at en del af overførslerne kom fra ægtefællens bankkonto. Dels med henvisning til at skatteyderen ikke havde handlet groft uagtsomt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5, hvorfor betingelserne for såkaldt ekstraordinær genoptagelse af skatteyders skatteansættelse vedrørende de resterende indsætninger på bankkontoen ikke var opfyldt.
Afgørelsens betydning
Afgørelsen er særlig interessant, da Skattestyrelsen ofte kræver egentlig dokumentation i form af skriftlige låneaftaler eller gældsbreve, før Skattestyrelsen vil anerkende, at der i henhold til statsskattelovens § 5 er tale om skattefrie beløb i form af lån.
I denne sag blev det dog tilstrækkelig godtgjort på anden vis end ved skriftlig aftale eller gældsbrev, at der var en kreditaftale – dvs. en låneaftale – med pengeoverførselsvirksomheden vedrørende pengeoverførslerne. Kreditaftalen var afgørende for, at skatteyderen ikke skulle beskattes vedrørende pengeoverførslerne.
Afgørelsen forventes ikke offentliggjort af Skatteforvaltningen, herunder Skattestyrelsen og Skatteministeriet.
Gode råd
Sagen viser med al tydelighed, at det er vigtigt at få professionel hjælp til at sikre en korrekt sagsførelse, fremføre de korrekte synspunkter og indhente den nødvendige dokumentation, da dette kan få afgørende betydning for, om sagen vindes eller tabes.
Vi ved, at der kan opstå en række spørgsmål, når først Skatteforvaltningen sender et brev og anmoder om en redegørelse for pengestrømme mv. på din eller din virksomheds konto. Vi står altid til rådighed og giver gerne svar på disse spørgsmål.
Står du selv med en lignende sag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os. Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi i vidt omfang adgang til de positive, utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af en klagesag.
Hvordan kontaktes skatteafdelingen i TVC Advokatfirma?
Vi er tilgængelige 24/7 på både e-mail og telefon. Kontakt vores reception eller ring direkte til vores Skatteafdeling. Ønsker du at kontakte os uden for almindelig åbningstid kan du gøre brug af oplysningerne på siden her.
Du er også meget velkommen til at anvende vores kontaktformular, hvorefter du hører fra os indenfor 24 timer.
TVC Advokatfirma er det sikre valg til skattesager og afgiftsmæssige problemstillinger – uanset størrelse, kompleksitet eller instans.