Danske Skatteadvokater i TVC Advokatfirma har en særlig viden

TVC Advokatfirma har igennem mange år løbende ført mere end 1.500 skatte- og afgiftssager og har af samme grund hjulpet flere tusinde skatte- og afgiftsydere i mål med deres sager. Af den grund har vi en særlig viden, herunder indsigt i ikke-offentliggjort praksis.

Artiklen beskrevet længere nede på siden, er en ud af to, som har til formål at belyse processen i en skattekontrol for professionelle rådgivere, som ikke har indgående kendskab til tvister med Skatteforvaltningen, herunder f.eks. Skattestyrelsen eller Motorstyrelsen.
 
Artiklerne er ligeledes relevante for den person eller virksomhed, som eventuelt måtte have fået en skatte- og afgiftssag, og som vil have mere viden om området, herunder hvilke overvejelser en sådan sag bør give anledning til.
 
Den første af de to artikler - omtalt yderligere nedenfor - er benævnt “Skattekontrol: Politiske tiltag og fokuspunkter ved udsigt til en tvist med Skatteforvaltningen” og er offentliggjort som RR.2.2024.10.
Den anden af de to artikler er benævnt “Skattekontrol: Skattestraffesager og sanktionspraksis efter en tvist med Skatteforvaltningen” og er offentliggjort som RR.3.2024.34.
Du kan også læse med nedenfor og blive klogere på den ikke-offentliggjorte praksis.

Ikke-offentliggjort praksis

 
I forhold til betydningen af ikke-offentliggjorte afgørelser henvises til partner, advokat (H) Henrik Rahbeks behandling af emnet i en artikel til Revision og Regnskabsvæsen - offentliggjort af Karnov Group som RR.2.2024.10 - hvori det er beskrevet, hvordan det er væsentligt at undersøge, hvorvidt der foreligger relevant ikke-offentliggjort administrativ praksis, som det herefter bør overvejes at inddrage i dialogen med Skatteforvaltningen, herunder afgørelser truffet af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten.
 

Baggrunden for, at den ikke-offentliggjorte praksis er relevant

 
Når dette er relevant at have fokus på, skal det ses i lyset af en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand tilbage fra juni 2019 (sag nr. 19/00871), hvori der blev udtalt følgende:
 
“… styrelsen skal forholde sig til ikke-offentliggjorte administrative afgørelser, som en borger gør gældende under sin sag, uanset om afgørelserne er offentliggjort med et SKM-nummer. Jeg har i forlængelse heraf noteret mig, at det, som Skattestyrelsen har anført i SKM2018.12.LSRSKM2018.35.SRSKM2018.254.SR og SKM2018.508.LSR, ikke er udtryk for styrelsens generelle opfattelse af betydningen af administrative afgørelser, som ikke er offentliggjort med et SKM-nummer. Jeg har også noteret mig, at Skattestyrelsen på baggrund af min henvendelse i sagen vil præcisere både Skatteforvaltningens juridiske vejledning og Skattestyrelsens interne procesbeskrivelse om bindende svar.…”
 
 
Den ovennævnte udtalelse (sag nr. 19/00871) var – med direkte henvisning til det i udtalelsen anførte – foranlediget af en henvendelse fra FSR – danske revisorers skatteudvalg om, at SKAT (i dag Skattestyrelsen) i en række sager havde anført, at administrative afgørelser ikke kunne tillægges betydning, hvis afgørelserne ikke var offentliggjort med et SKM-nummer på Skatteforvaltningens hjemmeside.
 
 
Hertil kommer, at Folketingets Ombudsmand videre i en senere udtalelse tilbage fra april 2022 (sag nr. 20/02052) i en hovedkonklusion har udtalt følgende:
 
 
… Det er imidlertid min opfattelse, at den tid, der efter det oplyste går med at opdatere informationen til borgere og virksomheder om betydningen af en ny praksis, er lang i forhold til de informationshensyn, der ligger bag Den juridiske vejledning. Jeg forstår, at Skattestyrelsen vil vurdere, om det er muligt at ændre de interne frister for offentliggørelse af styresignaler…
 
 
Den ovennævnte udtalelse (sag nr. 20/02052) var – med direkte henvisning til det i udtalelsen anførte – foranlediget af, at FSR - danske revisorers skatteudvalg og Advokatrådets skatteudvalg over for Folketingets Ombudsmand havde påpeget, at der i visse situationer er gået lang tid, før domme eller afgørelser mv. er blevet offentliggjort af Skatteforvaltningen og – i de relevante tilfælde – udmøntet i styresignaler og opdatering af Den juridiske vejledning.
 
 
Af praktisk betydning for skatte- og afgiftsyder i en skattekontrol er det en vigtig detalje, at Folketingets Ombudsmands udtalelse i den første sag (sag nr. 19/00871) kan tages til indtægt for, at Skatteforvaltningen – ifølge Folketingets Ombudsmand – er forpligtet til at forholde sig til de ikke-offentliggjorte administrative afgørelser, som skatte- eller afgiftsyder selv positivt har fremlagt til støtte for sin retsstilling. Skatteforvaltningen er således omvendt ikke af egen drift forpligtet til at undersøge, om der er ikke-offentliggjorte administrative afgørelser, der kan have betydning for retsstillingen i den enkelte sag. Dette er med udtalelsen overladt til skatte- eller afgiftsyder selv at undersøge, alternativt dennes rådgiver.
 

Hvad er væsentligt at have for øje i forhold til den ikke-offentliggjorte praksis?

 
Udtalelserne ovenfor vidner om, at der under tiden stilles høje krav til skatte- og afgiftsyders indsigt i det relevante retsgrundlag.
 
Af samme grund er det væsentligt at benytte en rådgiver, som har den fornødne indsigt i netop denne praksis.
 
Mange andre skatteadvokater og rådgivere er efterhånden blevet opmærksom på ovennævnte, men kun meget få af dem har den fornødne adgang til den relevante ikke-offentliggjorte, da det kræver involvering i mange sager og således en større skatteafdeling for at kunne drage fordel af det til gunst for de skatte- og afgiftsydere, som får en sag.

Kontakt os

Vil du gerne have en snak om dine muligheder og om, hvad du bør gøre, så kan du række ud til vores specialister på området. En samtale er helt uforpligtende og koster dig ingenting, så spørg hellere en gang for meget end for lidt.