Den nye EU-designlovgivning moderniserer og udvider designbeskyttelsen i hele EU – med nye definitioner, enklere ansøgningsproces og lavere gebyrer. Få overblikket over, hvad ændringerne betyder for dig.
22. maj 2025 | IMMATERIALRET
Ny EU-designlovgivningspakke
EU offentliggjorde den 18. november 2024 en ny EU-designlovgivningspakke, der består af en forordning samt direktiv vedrørende den retlige beskyttelse af design. Reglerne indebærer en udvidelse og modernisering af den hidtil gældende designlovgivning og er blandt andet tilpasset den digitale udvikling.
Den opdaterede EU-designlovgivning bevarer sin struktur og indeholder fortsat en forordning og et direktiv:
Den europæiske designforordning (Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2024/2822 af 23. oktober 2024 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2246/2002) trådte i kraft den 1. maj 2025, hvor visse bestemmelser dog først træder i kraft fra 1. juli 2026, herunder f.eks. bestemmelser om de nye designkategorier og digitale design.
Det europæiske designdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/2823 af 23. oktober 2024 om retlig beskyttelse af design) trådte i kraft den 8. december 2024, og EU’s medlemsstater har indtil den 9. december 2027 til at implementere direktivet i national lovgivning.
Formålet med den nye lovgivningspakke er at øge forudsigeligheden af og harmonisere designbeskyttelsen i hele EU og dermed gøre det nemmere samt mere attraktivt at designbeskytte sine produkter. Eksempelvis vil ansøgningsprocessen blive forenklet og tidsbesparende, idet ansøgere kan inkludere flere designs i én og samme ansøgning, selvom de spænder over flere produktklasser (Locarno-klasser). Med den nye lovpakke er det muligt at registrere op til 50 designs i én ansøgning.
Hvad er nyt?
Nyt symbol for EU-designs – ”D” for design
Som led i den nye EU-designlovgivningspakke er der indført et nyt symbol ”Ⓓ”, som kan anvendes til at angive, at et design er registreret som et EU-design. Symbolet fungerer på samme måde som ”®” for varemærker og ”©” for ophavsret.
Formålet med symbolet er at øge gennemsigtigheden og bevidstheden om designbeskyttelse. Ved at anvende ”Ⓓ” i forbindelse med et produkt eller en præsentation af et design kan virksomheder effektivt give offentligheden meddelelse om, at designet er beskyttet – hvilket kan have en præventiv effekt over for potentielle krænkelser.
Det nye symbol ”Ⓓ” kan udelukkende anvendes for registrerede designs.
Udvidelse af definitionen af ”design” og ”produkt”
Med den nye EU-designlovgivning er definitionerne af både "design" og "produkt" udvidet, så de afspejler den teknologiske og digitale udvikling. Hvor designbeskyttelsen tidligere primært var forbeholdt fysiske produkter, omfatter den nu også virtuelle og digitale udtryk.
”Design” defineres nu ikke blot som udseendet af et produkt, men tillige dets bevægelse, overgang og animation. Det betyder, at animerede designs, herunder eksempelvis bevægelige brugergrænseflader, dynamiske logoer eller digitale præsentationer, nu også kan opnå designbeskyttelse i EU.
Samtidig er produktbegrebet blevet udvidet til at inkludere både fysiske og ikke-fysiske genstande. Det dækker nu alt fra digitale kreationer og grafiske værker til symboler, logoer, overflademønstre og brugergrænseflader.
Designeres rettigheder ved kopiering
Den nye designlovgivningspakke introducerer en række væsentlige ændringer, der har til formål at styrke rettighederne for designere. Blandt de centrale elementer er en skærpet beskyttelse mod uautoriseret kopiering af design ved hjælp af avancerede teknologier som eksempelvis 3D-print og kunstig intelligens. Ifølge de opdaterede regler får designere nu flere muligheder for at håndhæve deres rettigheder, hvis deres værker krænkes digitalt.
Nedsatte gebyrer
En anden betydningsfuld ændring er, at en designansøgning gøres enklere, således at omkostningerne ved ansøgning bliver mindre.
Se nedenstående skemaer for prisændringerne ved de samlede gebyrer for indlevering af en designansøgning i EU:
Tidligere gebyrer
|
Samlet gebyr (ansøgnings- og publiceringsgebyr): |
Første design |
350 EUR |
Design nr. 2-10 |
175 EUR |
Yderligere design |
80 EUR |
Nye gebyrer
|
Ét samlet gebyr: |
Første design |
350 EUR |
Yderligere design |
125 EUR |
Gebyrændringerne havde virkning pr. 1. maj 2025.
Ny reparationsklausul
Endelig er der med den nye EU-designlovgivning indført en reparationsklausul, der betyder, at det ikke er muligt at designbeskytte reservedele, som anvendes til reparation af et sammensat produkt, så produktet får sit oprindelige udseende.
Hvorfor er en designregistrering vigtig?
En designregistrering er det, der beskytter dit design og giver indehaveren eneret til at udnytte sit design kommercielt. Det betyder, at andre ikke må efterligne det registrerede design uden tilladelse. Skulle det alligevel ske, er en designregistrering et uvurderligt kort at have på hånden i en eventuel retssag.
For at opnå en designbeskyttelse, skal designet:
Være nyt. Det betyder, at det ikke tidligere må have været offentliggjort på ansøgningstidspunktet - eller op til 12 måneder før, hvis du selv har offentliggjort det.
Have individuel karakter. Det betyder, at det skal adskille sig væsentligt fra andre allerede eksisterende design - altså have sit eget særpræg.
En designregistrering i EU vil medføre en beskyttelse i hele EU, det vil sige en beskyttelse i 27 lande.
Hvad kan vi gøre?
Den nye EU-designlovgivningspakke medfører væsentlige ændringer, som virksomheder bør forholde sig aktivt til. Den udvidede definition af design og produkter betyder, at flere typer af digitale og fysiske udtryk nu kan beskyttes – herunder animationer og 3D-print. Det åbner nye muligheder for rettighedshåndhævelse, men stiller også krav til rettidig registrering og strategisk IP-forvaltning.
Virksomheder bør især være opmærksomme på:
Om eksisterende designbeskyttelser dækker de nye definitioner og teknologier.
Hvordan den nye gebyrstruktur påvirker omkostninger ved registrering og fornyelse.
Muligheder for at udnytte den forenklede ansøgningsproces og rabatter ved flerdesignsansøgninger.
Risikoen for krænkelse af tredjemands rettigheder i forbindelse med 3D-print og digital distribution.
Er du i tvivl om, hvordan du bedst sikrer dine rettigheder, anbefaler vi, at du søger kvalificeret og professionel rådgivning. TVC Advokatfirma er altid klar til en uforpligtende vurdering af din konkrete sag.
Vi tilbyder blandt andet:
En strategisk gennemgang af din IP-portefølje i lyset af de nye regler om design
Rådgivning om registrering og håndhævelse af design- samt varemærkerettigheder – både i EU og internationalt.
Udarbejdelse og indgivelse af design- samt varemærkeansøgninger
Konflikthåndtering og håndhævelse ved krænkelse af IP-rettigheder