Den 1. januar 2026 træder nye regler i kraft vedrørende registrerede varemærker i Storbritannien. Dette indebærer, at den enkelte virksomhed nu skal kunne dokumentere reel brug af sit varemærke i Storbritannien, for at rettighederne bevares.
26. november 2025 | IMMATERIALRET
Vi nærmer os efterhånden slutningen af den overgangsfase for varemærker, som blev sat i værk under Brexit.
I forbindelse med Brexit blev eksisterende EU-varemærker konverteret til UK-varemærker, så beskyttelsen af varemærkerne blev bevaret i Storbritannien. Der blev herefter fastlagt en overgangsperiode, hvorved virksomheder i forbindelse med tvister om varemærkerettigheder fortsat kunne anvende dokumentation for reel brug af varemærket i EU, som bevis for brug af varemærket i Storbritannien.
Denne ordning udløber dog pr. 31. december 2025, hvilket indebærer, at virksomheder herefter skal kunne dokumentere reel brug af varemærket indenfor Storbritannien.
Hvad skal du gøre som virksomhed med UK-varemærker
Hvis du har en virksomhed med registrerede UK-varemærker, er det vigtigt, at I sikrer, at varemærket anvendes aktivt i Storbritannien. Når varemærket anvendes aktivt, bør I allerede nu begynde at sikre jer dokumentation for brug af varemærket indenfor Storbritannien. Dette kan virksomheden f.eks. gøre ved at gemme dokumentation for følgende:
Det er vigtigt at indsamle og opbevare dateret materiale, som kan dokumentere at varemærket er taget i brug, samt hvornår / hvor længe det har været anvendt i Storbritannien.
Desuden er det vigtigt at varemærket skal benyttes indenfor den klasse, som det er registreret i. Hvis der er sket ændringer i virksomhedens varer og ydelser, bør I derfor overveje, om der er behov for en fornyet registrering.
Konsekvensen af manglende dokumentation
Hvis virksomheden ikke kan dokumentere reel brug af varemærket indenfor Storbritannien, kan I risikere at miste beskyttelsen af jeres varemærke, idet varemærket kan blive helt eller delvist slettet. Det betyder, at andre virksomheder kan få mulighed for at registrere og benytte et identisk eller lignende varemærke, hvilket kan svække virksomhedens brand og markedsposition.
Efter 1. januar 2026 vil det ikke længere være tilstrækkeligt at kunne dokumentere brugen af varemærket indenfor EU. Derfor kan en virksomhed risikere at varemærket bevares i EU, men slettes i Storbritannien. For at bevare eneretten til varemærket er det derfor afgørende, at det anvendes aktivt og dokumenterbart indenfor Storbritannien.
Hos TVC Advokatfirma har vi mange års erfaring med registrering af varemærker samt tvister om immaterielle rettigheder.
Har du brug for rådgivning vedrørende stiftelse eller bevaring af varemærker, er du velkommen til at kontakte vores advokat Mads Balle Christensen med henblik på en uforpligtende drøftelse af din sag.